• Vores lokale sponsorer


Nyt fra Nyord Ø-kød Aps

Mange på Nyord vil vide, at vi i kredsen bag Nyord Ø-Kød har afsøgt mange muligheder for at sikre Ø-Køds fremtid. Henning Hansen, som er landmand på Møn og som vi har arbejdet sammen med siden Ø-Køds etablering, meddelte helt tilbage i 2017 at han ikke længere havde tid til arbejdet med Ø-Kød og gerne ville sælge sin andel i selskabet, som var ca. 55%. Den øvrige andel er ejet af 20 andelshavere, der alle har bopæl på Nyord. Der blev arbejdet ihærdigt med mulighederne i 2018 og ideelt set, havde vi gerne set en bosætning af en landmandsfamilie på øen.

Det lykkedes ikke, men vi har fundet en god løsning, som består i, at Niels Belling og Morten Maigaard Sørensen med virkning fra 1. januar har overtaget Hennings andel. Vi har netop afholdt generalforsamling, hvor de to nye ejere for andelshaverne fremlagde de tanker, som de har for Ø-Køds fremtid. Det væsentlige er, at vores projekt fortsætter og at vi kan fortsætte vores aftale med SuperBrugsen i Lendemarke, så vi alle fortsat kan købe det dejlige kød og med god samvittighed, da vores produkt er CO2 neutralt, da det er produceret i overensstemmelse med gode danske naturplejeprincipper og at vores besætning sørger for afgræsning til glæde for fugle og insekter – og dermed os alle.

Vi vil fremover opdatere jer alle på Ø-Køds aktiviteter og nedenfor findes Niels og Mortens februar nyhedsbrev om status på drift.

Skulle nogen have lyst til at købe en andel, er Per Hansens andel (syoghandel@live.dk) til salg – og i øvrigt er interesserede velkomne til at henvende sig til Randi. Vi forventer øgede aktiviteter de kommende år, som vil kræve nye kapitalindskud.

Venlig hilsen
Randi Bach Poulsen

Kære Anpartshavere i Nyord Ø-kød ApS,

Som I allerede er bekendt med, så overtog vi, Niels & Morten, Hennings anpart i Nyord Ø-kød ApS pr. 1. januar 2019. Derfor synes vi, at det er på sin plads med en kort introduktionsmail og en lille status ift. besætningen og driften.

Til en introduktion, er vi begge 24 år og studerende på den gamle Landbohøjskole på Frederiksberg, nu Københavns Universitet. Niels er kandidatstuderende i Jordbrugsøkonomi og Morten er kandidatstuderende i Husdyrvidenskab. Vi er begge i gang med vores specialer og vi har begge studiejobs.
Vi er også fælles om at have en landbrugsfaglig baggrund, dels med fritidsarbejde i malkekvægbesætninger og dels med uddannelse fra landbrugsskole i Gråsten, hvor vi stiftede vores bekendtskab og venskab. Nu driver vi en naturplejevirksomhed bestående af ca. 130 moderdyr, med afgræsning og pleje af høj-værdi-naturarealer forskellige steder på Fyn og Sjælland. Vi er allerede inde i februar, kalenderens sidste vintermåned, og vi er efterhånden ved at få dannet os et overblik over aktiviteterne i Nyord Ø-kød og over besætningen. Vi har fået lejlighed til at møde et par forskellige af Jer i forbindelse med vidensudveksling (regnskab, dyreregistrering mv.) og vi glæder os til at møde og sætte ansigt på endnu flere af Jer – om ikke før, så til generalforsamlingen.

Dyrene trives og Stig har taget godt imod årets første to kalve – tvillinger endda, en kvie og en tyr. De havde brug for lidt ekstra omsorg, og koen skulle mindes om at hun havde to kalve at passe, så Stig har ladet ko og kalve holde til i stalden den første tid.

Tyreflokken består pt. af 8 tyrekalve/ungtyre + avlstyren som vi har lukket fra køerne den 28. januar. Det er meningen, at han skal lukkes til køerne igen til foråret. På den måde samler vi kælvningerne og undgår, at der bliver født kalve midt i en våd og kold vinter. Det vil lette arbejdsgangen og forhåbentlig øge chancerne for at kalvene får en sikker start på livet.

Vi har desuden forsøgt os med at indkøbe økologisk kraftfoder til ungdyrene (kvier og tyre), som et alternativ til valset korn, som I før har benyttet. Også dette skal lette arbejdsgangen, idet valsningen nu er unødvendig, og sikre at dyrene i vækst får et ekstra fodertilskud, så vi udnytter det fulde potentiale når vi sender dyr til slagtning. Som I kan se på billedet nedenfor, så har vi også en lille opgave foran os hvad angår øremærker – bl.a. går der to tyre, som hedder det samme (i hvert fald i 3 ud af 4 ører) 😉 Det får vi rettet op på…

Der blev sidst sendt dyr til slagtning i december måned – to tyre – og der arbejdes på at få slagtet en ko, der er for dårligt gående til at beholde.
I den kommende tid vil vi også danne os et overblik over slætgræsmarkerne, hvorpå der høstes lucerne-wrap, og deres stand, så vi er forberedte på den kommende ansøgningsrunde for EU-støtte mv, eventuel omlægning osv.

Som allerede nævnt, så glæder vi os til samarbejdet og til at møde Jer forskellige – og hiv endelig fat i os, hvis I ser os på Nyord. I er naturligvis også velkomne til at ringe eller skrive.

Med venlig hilsen
Morten Maigaard Sørensen & Niels Juul Belling
Morten: + 45 6067 9084 I Niels: +45 2253 6139
E: mbnaturpleje@gmail.com

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.