Allerførst en stor tak for indsatsen ved branden i Pernilles og Görans gård og vi kan fortælle, at Pernilles og Görans katte er fundet i god behold. Tak også for de mange gode input til brandgruppen, som vi naturligvis har arbejdet videre med.
Mange har udtrykt ønske om der bliver kommunikeret mere klart om hvad man skal gøre ved en brand. Det vil vi selvfølgelig gerne imødekomme og derfor holder vi en ”brandøvelse” søndag den 6. september 2020 kl 11.00 med mødested ved vores vandreservoir bag Lollesgaard (ved Hyldevej). Brandgruppen der består af Stig Andersen og Kenneth Lau Rentius med Per Møller tilknyttet som konsulent, vil gennemgå vores udstyr og vise hvordan det anvendes ligesom vi vil svare på spørgsmål fra deltagerne.
Vores allervigtigste prioritering har siden branden været at få genetableret udstyret, så vi kunne rykke ud igen hvis uheldet skulle være ude.
Herudover har vi testet de tilslutninger som Ulvshale Vandværk har lavet i de 7 strategisk placerede målerbrønde – primært ved huse/gårde med stråtag. Her har det vist sig, at vandtrykket i den vestlige ende af byen ikke er tilfredsstillende, hvilket Ulvshale Vandværk arbejder på at få håndteret.
De nye 1” brandslanger, der skal placeres i de respektive målerbrønde, er bestilt og leveres inden længe. Ligeledes vil de nye pulverslukkere og vandslukkere blive fordelt i brandkasserne i løbet af måneden. De gamle er kasseret og nye er leveret som er en del af den serviceaftale vi har haft på vores udstyr.
Brandkassen, der tidligere stod ved forsamlingshuset, er flyttet til vandreservoiret bag Lollesgaard. Det er det eneste sted de store brandslanger kan kobles på vandpumpen og derfor giver det bedst mening at have dem her. Vores to 12 meter brandstiger hænger fortsat henholdsvis på bagsiden af Forsamlingshuset og bag ved Vaskehuset.
At branden kom i juli måned betød, at vi var rigtig mange til at hjælpe. I sådan en situation er der ikke nødvendigvis opgaver til alle, hvilket gav lidt frustration. Vi vil dog udarbejde en kort notits med gode råd om hvad den enkelte kan gøre i situationen. Her er det vigtigt at sige, at vi som brandgruppe eller hjælpere hverken er Politi eller Brandvæsen og det ALTID er brandvæsenets indsatsleder der har kommandoen. Da vi med stor sandsynlighed ikke er lige så mange en mørk aften i november, har brandgruppen ønsket at etablere et bemandingsmæssigt operationelt beredskab. Det betyder at flere af de fastboende eller husejere der kommer ofte på øen, bliver en fast del af beredskabet. Samtidigt har det vist sig, at flere har reelle branduddannelser med i bagagen vi kan trække på. Det arbejder vi konkret videre med og heldigvis har flere tilkendegivet de gerne vil deltage.
Slutteligt vil vi i løbet af efteråret bygge en ”brandvogn”, så vi hurtigt kan få rullet den store brandslange ud og ikke skal foretage alt for mange samlinger undervejs – det tager nemlig tid. Vi er pt i gang med at søge om midler til dette og håber vi kan komme i betragtning.
Håber vi ses den 6. september 2020 kl 11.00 til “brandøvelse” bag Lollesgaard ved vores vandreservoir hvor vi byder på masser af vand.
Hvis du vil læse mere om hvad du skal gøre har Midt- og Sydsjællands Brand og Beredskab lavet nogle “brandgode råd” her.
På vegne af Brandgruppen
Kenneth Lau Rentius