Splitte mine bramsejl!

Lyn, torden og regn har de sidste dage blandt andet hærget Møn og Nyord og det er gået heftigt til. Der er faldet omkring 50-60 millimeter regn og det blev flankeret af nogle kraftige lyn med tilhørende brag. Værst var det natten til onsdag hvor lynene var ganske tæt på byen, dog uden at ramme byen og det varede næsten 2 timer inden det var drevet over.

Her på Strågården rystede hele gården da lynet slog ned lidt syd for havnen i retning mod Lindholm. Billedet nedenfor giver en indikation af hvor lyst det faktisk blev da Thors Hammer slog gnister trods tidspunktet var ca 03.30.

Lynnedslag syd for Nyord Havn

Flere har spurgt til hvor man kan følge med i hvor lynene slår ned og hvornår de kommer. Jeg har fundet en rigtig god hjemmeside, der viser alle observationer af lynnedslag rundt om i verdenen. Hjemmesiden der hedder lightningMaps.org har flere indstillinger så man ser det man ønsker. Du finder Nyord på kortet her https://lmaps.org/#12.35;55;11. Der kan zoomes og ændres indstillinger, så man kan få det helt store overblik.

Onsdag aften fangede jeg lidt flere lynnedslag med mit GoPro kamera. Udsigten er fra hjørnet af Ulvshalevej og Nyordvej i retning mod Stevns og kan ses via dette link: https://www.nyordbed.dk/wp-content/uploads/2019/06/lyn_ved_nyord_den_12_06_2019-1.mp4

Nedenfor lidt flere billeder fra onsdag den 12. juni om aftenen. Det er ikke billeder i super kvalitet, men det giver en indikation af hvor heftigt det var. Kunne man da bare opsamle alt den energi der bliver produceret sådan en aften, så tror jeg vi havde rigelige forsyninger.

Udsigt mod Stevns med nedslag omkring Sækkesandet
Udsigt mod Stevns – tværgående lyn

Nu beder vi bare til at regnen holder en pause og der bliver lidt varme i vejret, så vores nye flotte rabatter kan få lov til at sætte sig og græsset kan gro fast.

Med torden og lynild
Kenneth

Comments are closed.