Kære alle på Nyord
2020 har været et særligt år. Corona’en har raset og fået mange til at holde afstand og ikke rejse udenlands. Endnu er Nyord ikke ramt af corona, men det rykker tættere på. Vordingborg Kommune er ikke gået ikke ram forbi – vi håber, at vaccinen er klar i tide, så Nyord går fri.
2020 vil på Nyord desværre også blive husket for den store brand i juli måned, hvor det meste af Pernille og Görans gård nedbrændte. Det lykkedes ved en stor lokal indsats og det lokale brandvæsen at inddæmme branden, så den kun i meget begrænset omfang bredte sig til de omkringliggende bygninger. Branden viste, at det beredskab vi har er vigtigt, men viste også, at vi har brug for yderligere materiel. Derfor har vi søgt TrygFonden om 49.000 kr.
Brandgruppen bestående af Kenneth og Stig, med Per Møller som konsulent har gjort et stort arbejde. Kenneth og Stig ønsker at overlade pladserne til andre. Derfor har vi brug for nye folk til at indgå i brandgruppen. Meld gerne jeres interesse, så vi fortsat har en effektiv brandgruppe.
Corona betyder også, at vi ikke kan regne med at holde generalforsamling i forsamlingshuset 26. februar 2021. Kenneth arbejder på en digital løsning, så vi kan afvikle generalforsamlingen over nettet. Et af de obligatoriske punkter på dagsordenen vil være valg til bestyrelsen for Foreningen Nyord. John, Stig og Kenneth træder ud af bestyrelsen, Marianne og Henrik bliver. Det betyder, at vi har brug for tre nye bestyrelsesmedlemmer og en suppleant. Meld jer gerne inden udgangen af januar – der er nok at tage fat i.
Foreningen Nyord har haft et meget fint samarbejde med havnens bestyrelse i drøftelserne med kommunen om toiletforholdene på øen. Vi har tidligere aftalt, at toiletter på p-pladsen ikke må være på bekostning af havnens ønsker. Derfor har de to foreninger haft fælles drøftelser med kommunen om en løsning. Kommunen skal roses for at vise stor forståelse og lydhørhed overfor vores fælles synspunkter. Et af resultaterne af de fælles drøftelser er, at der i 2021 etableres tre toiletter ved p-pladsen (ved siden af den gamle smedje) – to almindelige toiletter og et handicap-toilet.
Endelig har kommunen sat en proces i gang om en bevarende lokalplan for Nyord. Kommunens ønske om en bevarende lokalplan kan henføres til de drøftelser, der har været på øen de seneste år, om hvordan øens samlede udtryk bevares så både nyt og gammelt byggeri udgør en helhed. Foreningen Nyord har meddelt kommunen, at den ser positivt på initiativet – dels fordi det ligger i forlængelse af de drøftelser, der har været på de seneste to generalforsamlinger, dels fordi et aktivt og konstruktivt medspil fra øen giver de bedste muligheder for at påvirke processen. Og endelig vil en god proces på Nyord omkring en bevarende lokalplan give mulighed for fælles drøftelser i stedet for spredte tilkendegivelser med stort konfliktpotentiale. Når vi kommer i gang med arbejdet, vil der sikkert vise sig forskellige synspunkter – men lad os tage dem åbent på en ordentlig måde. Der er allerede kommet tilkendegivelser om deltagelse i den arbejdsgruppe, der skal forberede vores drøftelser på øen – tak for det. Der er dog yderligere pladser – det er vigtigt, at arbejdsgruppen på balanceret vis favner de forskellige synspunkter. Bestyrelsen er ved at lægge sidste hånd på en arbejdsplan og et kommissorium for arbejdsgruppen. Den sender vi snart rundt for at modtage bemærkninger. Når det er på plads, nedsættes arbejdsgruppen. Kommunen har stillet i udsigt, at startskuddet for arbejdet sker i forbindelse med et borgermøde for alle på øen, som først kan holdes på den anden side af corona.
Bestyrelsen ved Marianne har sat et initiativ i søen om en akuthjælper-ordning, som betyder at der er personer på Nyord, der kan yde førstehjælp ind til ambulancen er fremme. Regionen støtter med uddannelse og udstyr. Initiativet blev nævnt på sidste generalforsamling og man kan læse mere om det på nyord.nu. Gennemsnitsalderen på øen er stigende og tilsvarende er argumentet for at have en sådan ordning også stigende. Der skal fra foreningens bestyrelse lyde en appel om, at fastboende på Nyord tilmelder sig denne ordning til Marianne, så vi kan klare at yde akut hjælp i en nødsituation.
Slutteligt skal der fra bestyrelsen lyde en god jul og et godt nytår med ønsket om et fredeligt og fordrageligt 2021.
Bestyrelsen for Foreningen Nyord