Nyord Lokalhistoriske Forening
Den lokalhistoriske forening har til formål både at “gavne og fornøje” lokalbefolkningen med historie og historier om livet på Nyord gennem tiderne.
Til dette indsamles viden og i et vist omfang også dokumenter og genstande, der kan dokumentere livet. Opbevaringsmulighederne (arkiv) hertil er desværre indtil videre begrænsede, men mest muligt materiale udstilles i de stående udstillinger.
Dem er der to af, dels Nyord Udstillingen i gård nr.3 (Noorbohandelen), dels i Møllestangen, det statslige lods-udkikstårn fra 1882 på banken vest for landsbyen – Danmarks nok mindste museum.
Herudover udgiver foreningen 3-4 gange årligt tidsskriftet “Nyord Lokalhistoriske Tidende” med historiske artikler og informationer til medlemmerne.
I disse aktiviteter og formidlingen tages der i høj grad afsæt i nutidens forandringer for at gøre dem kendt og forståelige ud fra den bagvedliggende udvikling. Dette sker også for at øge den lokale interesse og bevidsthed om forhold, der er specielle for Nyord, og som kan være værd at bevare og videreudvikle.
Nyord Lokalhistoriske Forening arrangerer, evt. i samarbejde med andre foreninger, hvert år øens Sankt Hans bål på udsigtspladsen mod Bøgestrømmen, Nyords Kapsejlads den sidste lørdag i august og en æblepresningsdag første søndag i skolernes efterårsferie. Dertil møder om historiske emner efter behov i Vaskehuset i vinterhalvåret.