Endelig udgave vedtaget 4. juni 2004 – revideret 20. april 2018
Vedtægter
§1
Stk. 1: Foreningens navn er Foreningen Nyord, hjemmehørende Nyord, Vordingborg Kommune.
Stk.2: Som medlemmer kan optages:
A: Myndige personer, der med tinglyst adkomstret ejer grund eller fast ejendom på Nyord
B: Myndige personer, der er ægtefælle eller samlever med de under A nævnte personer
C: Juridiske, personer, der med tinglyst adkomstret ejer grund eller fast ejendom på Nyord.
D: Myndige personer, der har fast folkeregisteradresse på Nyord.
E: Myndige personer, der har lejemål a minimum 1 år i fast ejendom på Nyord, og disses ægtefæller/samlever.
Stk. 3: Foreningen kan tildele æresmedlemsskab.
Stk. 4: Foreningen kan optage støttemedlemmer som har en særlig tilknytning til Nyord
§2 Foreningens formål
Stk. 1: Foreningens formål er at værne om naturen, kulturen og det levende samfund på Nyord
Stk. 2: Foreningen formål er at være talerør for medlemmerne jf. §1 stk. 2, 3 og 4 . Den kan som sådan søge fælles interesser fremmet, ved at samle og varetage medlemmernes interesse på lokalt plan Foreningen arbejder uafhængig af partipolitik. .
Stk.3: Foreningen er et forum for diskussion om fælles udfordringer og skal forsøge at gøre beboerne interesserede i disse, samt at bidrage til at skabe debat og søge konstruktive løsninger.
Stk.4: Det må søges gennemført, at foreningen kan repræsentere medlemmerne i forhold til offentlige myndigheder og private institutioner.
Stk. 5: Øvrige foreninger på Nyord og deres kompetenceområder skal respekteres. Foreningen kan dog, efter konkret opfordring fra en eller flere af disse foreninger, yde støtte og bistand til sagsbehandling af specielt navngivne sager.
§3 Bestyrelse
Stk.1: Foreningen ledes af en bestyrelse på 5-7 medlemmer, og har 1 suppleant og 2 revisorer. Disse vælges på generalforsamlingen. Der vælges således: Lige år vælges formand og 2-3 bestyrelsesmedlemmer, samt 1 suppleant og 1 revisor. Ulige år vælges 2-3 bestyrelsesmedlemmer og 1 revisor. Alle valg gælder normalt for to år. Genvalg kan finde sted.
Stk.2: Generalforsamlingen vælger formand. Den øvrige bestyrelse konstituerer sig selv med næstformand, kasserer, sekretær, ligesom bestyrelsen kan nedsætte de nødvendige arbejdsudvalg, hvori mindst et bestyrelsesmedlem kan deltage.
Stk.3: Formanden eller dennes stedfortræder tegner foreningen indadtil. Udadtil forpligtes foreningen af formanden og et bestyrelsesmedlem eller ved tre bestyrelsesmedlemmer i forening. Kassereren fører kassebog over indtægter og udgifter og fremlægger afsluttet, revideret regnskab til endelig godkendelse på generalforsamlingen. Bestyrelsen meddeler kassereren fuldmagt.
Stk.4: Bestyrelsen afholder møde efter behov, eller når formanden finder det fornødent, eller når 2 eller flere bestyrelsesmedlemmer anmoder herom. Dog mindst et halvårligt møde. Beslutninger der træffes på bestyrelsesmøderne afgøres ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk.5: Sekretæren fører forhandlingsprotokol over møderne, der ledes af formanden. Er formanden forhindret ledes møderne af dennes stedfortræder.
Stk. 6: Bestyrelsen kan fastsætte en forretningsorden.
§4 Generalforsamling
Stk.1: Generalforsamling afholdes inden udgangen af maj måned og indkaldes med mindst 21 dages varsel ved opslag på Nyord, samt ved særskilt skrivelse, med dagsorden, til de enkelte medlemmer. Indkaldelse kan ske med E-post.
Stk.2 : Hvert §1 stk.2 og stk. 3 medlem har én stemme, uanset vedkommende evt. ejer flere matrikler på Nyord. Et medlem kan give et andet medlem skriftlig fuldmagt til at stemme på sine vegne på den ordinære eller ekstraordinære generalforsamling. Et medlem kan dog kun medbringe to fuldmagter. Støttemedlemmer har ikke stemmeret, hverken på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.
Stk.3: Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Alle afgørelser på generalforsamlingen træffes ved simpel stemmemajoritet. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antallet af fremmødte. Skriftlig afstemning skal finde sted såfremt et medlem kræver det.
Stk.4: Dagsordenen skal indeholde følgende punkter.
1. Valg af dirigent
2. Valg af protokolfører + stemmetællere
3. Formandens beretning
4. Kassereren aflægger revideret regnskab til endelig godkendelse.
5. Indkomne forslag
6. Fastsættelse af kontingent for kommende år
7. Valg til bestyrelse + suppleant
8. Valg af revisor
9. Eventuelt.
Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 2 uger før generalforsamling
Stk.5: Kontingentet fastsættes på generalforsamlingen for følgende kalenderår. Regnskabet følger kalenderåret. Kontingentet betales til kassereren senest inden afholdelse af generalforsamlingen.. Indbetalt kontingent kan ikke tilbagebetales, ligesom der ikke kan gøres krav gældende eller fordres rettigheder overfor foreningen ved eventuel udmeldelse.
§5 Udmeldelse og eksklusion
Stk. 1; Opfylder et medlem ikke længere en af betingelserne i §1 stk. 2 og stk. 3 kan medlemmet ansøge bestyrelsen om medlemskab i.h.t. §1 stk.4.
Stk. 2: Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, der modarbejder foreningens formål. En sådan eksklusion, skal dog altid godkendes på den førstkommende ordinære generalforsamling.
§6 Ekstraordinær generalforsamling
Stk.1: Ekstraordinær generalforsamling afholdes, såfremt bestyrelsen finder anledning dertil eller senest en måned efter, at mindst 33 % af medlemmerne skriftlig har begæret det til formanden eller kassereren, bilagt motiveret dagsorden. Indkaldelse skal ske senest 10 dage efter modtagelsen af begæringen.
Stk.2: Den ekstraordinære generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer. Indkaldelse skal ske skriftlig med mindst 21 dages varsel og med angivelse af dagsorden.
§7 Foreningens repræsentation
Stk. 1. Såfremt mindst 1/2 af bebyggede matrikler på Nyord er repræsenteret i foreningen betragtes foreningen som repræsentativ udadtil. Er dette ikke tilfældet skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling og søge afklaring om foreningens fortsatte virke.
§8 Foreningens ophævelse
Stk. 1: Foreningen kan kun ophæves, hvis mindst 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer giver møde på en generalforsamling og stemmer herfor med 2/3 flertal. Opnås dette fremmøde ikke, skal bestyrelsen indkalde til en ny generalforsamling indenfor 1 måned, på hvilken ophævelsen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer. Generalforsamlingerne beslutter anvendelse af foreningens eventuelle formue, der ikke kan fordeles blandt foreningens medlemmer, men skal anvendes til almennyttige formål på Nyord Ø og By, eller øvrige foreninger samme steds.
Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 4. juni 2004.
Dirigent: Advokat Steen Jørgensen
Ændret på generalforsamling i april 2007
Dirigent: William Houman
Ændret på generalforsamling d. 20. april 2018
Dirigent Marianne Petersen