Nyords ældste erhverv – jagten

Nyords ældste erhverv er ikke det, nogen tænker på.

Det første erhverv, der kan dokumen­teres, er jagt kort tid efter istiden, ud­øvet af strejfende stammefolk. Det næste erhverv er fiskeri, mens land­brug først kom til i bondestenalderen.

 Selv om jagtretten har været et historisk slagsmål mellem konge, adel og folket, forblev jagten på Nyord fri indtil 1960-70ernes jordspekulation og fredninger

af Per Werge

Da der i 2007 blev gravet efter en bo­plads på øens sydvesthjørne, fandt arkæologerne dokumentation for jagt i form af pilespidser og af stenøkser fra jægerstenalderen o. 9-4.000 fvt , og fra bondestenalderen 4-2000  fvt (Erte­bølletiden). Tillige knogler fra kron­hjort og ryg­hvirvler fra fisk samt en glasperle fra romerne eller vikingerne.

Lige efter isens tilbagetrækning for 11-12.000 år siden har der ikke været meget vand omkring Nyord, kun smelte­vandsstrømme, idet det meste vand stadig var bundet i gletsjernes is. Jagt på vandrende landdyr, rens­dyr, harer og fugle, foregik i som­mer­tiden, når dyrene søgte føde i tundraen.

De allerældste jagter finder vi næppe spor af, da boplads­erne herfra må ligge ude på havbunden under det senere stigende vandspejl.

Det interessante ved den boplads, hvor­af der blev udgravet en lille yder­kant i 2007, er imidlertid, at fundene viser, at jægere gennem tusinder af år kom tilbage til denne sommersæson­boplads på Nyord – i stenalderen, broncealderen, jernalderen og vikingetiden. Jagten, og senere fiskeriet, må have været god.

Men så følger en 1000 år lang historisk periode til omkring år 1900 – tusind år, hvorfra der ikke er fund eller anden sikker viden om jagten på Nyord.

Dette er lidt paradoksalt, fordi det er i perioden 700-1300, at der dukker skriftlige kilder op fra klostre og som rune-inskriptioner. Men skriver­karlene på den tid var få og ansat af kongen eller kirken. De skrev kun om Møn. Her havde Valdemarerne og senere konger jord allerede fra 1100-tallet. Nyord hørte dengang til Jungshoved gods og blev først solgt til Krongodset på Møn o.1668.

Ejendoms- og jagtret fulgtes
– men i praksis ikke på Nyord

Kristendommen betød et skred i retten til jord og dermed jagt i Danmark og alle andre kristnede lande. Med den romersk-katolske kirke indførtes et nyt retssystem: Romerretten.

Før da herskede naturretten, dvs en brugs­ret for alle til naturen, som man stadig ser hos naturfolk. Romerretten byggede på, at privatpersoner kan eje jord og ejendom, samt at der er en stat med magt til at forvalte og håndhæve jordejendomsretten..

I Danmark som i andre lande indledte denne nye retstilstand en langvarig strid mellem dem, der ejede jord og dem, der ikke gjorde. Knud den Store, der jo også var konge i Danmark, fast­slog i 1031 i en skovlov i England, at jordejeren her også havde jagtretten. Jagt nævnes i Dan­mark først senere. Jyske Lov 1241 siger kun, at bonden ejer skoven, men kongen ejer grunden. Den først kendte bestemmelse om jagt er fra 1446 på Lolland, Laalands Vil­kaar, der forbød almuen at jage ræv og de vornede (livegne) bønder at bruge hund, skydevåben og hare­garn. Dette blev et mønster overalt: Adel og konge ville have jagten for sig selv.

Kravet skærpedes flere gange i de første jagtlove fra 1521 og 1531, 1532 og 1537, hvori adelen fik eneret på jagt i hele landet på alt småt og storvildt bortset fra på Krongodset, hvor kongen beholdt retten.

Det stoppede ikke almuens jagt. I 1600-1700-tallet kom der hyppigt ind­beretninger om ulovlig jagt på harer og storvildt på Møn og andre steder, hvor der på grund af Kronens opsyn var masser af vildt. Kronen opforme­re­de bestande af krondyr og på Bogø dådyr, og ved anlæg af vildt­baner f.eks. tværs over Sydsjæl­land fra Præstø til Svinø og på Falster og Møn sikredes forsyningen af hoffet med vildt. Hoffet havde i 1700-tallet et vildtforbrug på 56 retter af alle slags vildt om ugen, alt fra vildsvin og kronvildt til svaner, gæs, ænder, traner, hejrer, agerhøns, duer og stære – en del af det vildt kom fra Møn.

Hvordan jagten på Nyord foregik, er uomtalt i skovrider C.Weismanns klassiske værk fra 1932: “Vildtets og jagtens historie i Danmark”, men det nævnes gang på gang, at der både på Møn og Jungshoved var rigeligt med vildt – det gjaldt givetvis også Nyord. Kontrol af øens jagt året rundt har i praksis været umulig for godserne.

Med de store landboreformer 1766-88 kom der helt nye tilstande. Staten solgte krongodset, og i 1769 købte Nyords fæstebønder de 20 gårde og al øens jord til selveje.

Yderligere demokratiseringer fulgte i tiden omkring Grundloven 1849 med Jagtforordninger af 1840 og 1851, der ophævede kongens eneret til jagt og knyttede jagtret til ejendomsretten for både små og store lodsejere. Jagt på havet fra søsiden var givet fri for alle i 1832, og med Jagtloven af 1922 vedtog staten en ret for alle til at løse jagt­tegn og dermed til at leje jagt hos andre.

De store jordejere havde 1864 stiftet Dansk Jagtforening bla for at stoppe krybskytter på deres jord og ophjælpe “madnyttigt vildt” ved fredninger og skydning af rovdyr og rovfugle. Som reaktion herpå dannedes i 1906 Dansk Ornito­logisk Forening, der ville redde de truede fuglearter. Men også de mindre velstillede jægere reager­ede, nemlig ved efter 1922-jagtloven at danne Landsjagtforeningen af 1923. Nyord Jagtforening fra 1924 stiftedes som en afdeling af denne med John Stolts morfar Hans Peter Rasmussen som  initiativtager og første formand.

Både før og siden var jagten på Nyord ifølge alle nulevende kilder “fri” for øens jægere på den måde, at også ikke-jordejerne måtte jage overalt. Den jæger, der allerede var på plads, blev respekteret, også af ejeren af den jord, han sad på, selv om ejeren måtte gå videre til et nyt sted. Jagten betød indtil 1960erne et vigtigt tilskud til kosten – især for de jordløse og især om vinteren, når der ikke var arbejde.

Efter 1960ernes jordspekulation og de sidste 40 års jordbrugs-koncentration er jorden solgt ud fra øen, så Natur­styrelsen og gdr Lars Jørgensen fra Møn ejer næsten al markjord, Fugle­værnsfonden 1/3 af engene, NaturStyrelsen, Jægernes Natur­fond og  4 noorboer resten. Jagtretten er der­for også deres, mens danske og inter­na­tio­­­nale fredninger begræn­ser jagtmu­lig­heder­ne generelt. Overfor fred­nin­ger og de nye jordejere har jagt­fore­ningen idag valgt at samarbej­de om vildt- og naturpleje og herigen­nem aftalt be­græn­set jagt på mark­jorden samt på ca halvdelen af Nordeng­ene. Jagten over­lever dermed, omend den nu efter 10.000 år ikke mere er fri.