• Vores lokale sponsorer

Sejlads med Røret fordoblet i 2018

Sejlsæson 2018 blev den hidtil bedste af de tre somre, hvor Nyords gamle postbåd Røret har sejlet som erhvervsskib og deltaget i ”De sejlende cykelstier”, dvs. sejlruter, der i sommersæsonen overfører folk og cyklister over farvandene omkring Møn. Røret er nu stillet på land på Nyord Havn, hvor skibet står vinteren over dækket af presenninger, beskyttet mod vejrligets hærgen.

Støtteforeningen Rørets Venner kan for 2018 notere en fordobling af næsten alle tal i skibets bogføring: Dobbelt så mange passagerer, nemlig 1036 samt 236 cykler . Indtjeningen er også fordoblet til ca. 112.000 kr, men desværre også udgifterne til ca. 102.000 kr. De højere udgifter hænger sammen med, at der hvert andet år skal foretages et syn af skibet med deraf afledte udgifter til opdatering af sikkerhedsudstyr udover den nødvendige vedligeholdelse af skrog og maskineri.

Den bedste af Rørets sejlruter er mellem Nyord og Stege med 36 overfarter på de seks tirsdage, hvor der er tirsdagsmarked i Stege. Her har der i gennemsnit været 7,5 passagerer pr. overfart. Halvøen Jungshoved med købstaden Præstø har til gengæld leveret flest passagerer samlet set, med et gennemsnit på 7 passagerer pr. tur under ialt 64 overfarter.
Sejladserne mellem Nyord og Kalvehave og Camping Mønbroen har derimod haft meget lille søgning med kun 1,8 passagerer pr. overfart.

På vegne af Rørets Venner / Formand Per Werge
Kenneth Lau Rentius

Comments are closed.