Nyord reduceres med 80%!

Det kan lyde voldsomt men ikke desto mindre rigtigt. Nyord vil fra i morgen tidlig blive meget mindre, ja faktisk 80 % mindre. Det er det varslede højvande, der får engene og hovedvejen til øen til at forsvinde, og det vil i følge DMI ske fra i morgen tidlig den 2. januar 2019 omkring kl. 07.00 og resten af dagen frem til kl. 20.00.

Hovedvejen ligger ca. 110 cm over daglig vandstand og kan normalt klare de “normale” udsving der er gennem året. Men onsdag den 2. januar 2019 forventes vandet at stige til 141 cm over daglig vande og derfor forsvinder hovedfærdselsåren til øen i de varslede 12 timer.

Lavvande den 1. januar 2019

Der er tale om store mængder vand der flyttes indenfor et par døgn. Nytårsmorgen var det særdeles lavvande med ca. 50-60 cm under daglig vande. Indenfor ca. 2 døgn bliver der flyttet næsten 2.000 liter vand pr. kvadratmeter. Hvis man skulle lave et lille hurtigt regnestykke, så betyder det, at der på engarealerne alene bliver flyttet 8 milliarder liter vand (4.000.000 kvadratmeter * 2.000 liter vand) indenfor 1-2 døgn.

Vi forsøger at bringe lidt billeder fra højvandet her efterhånden som de tikker ind på den særlige side https://nyord.nu/forside/hoejvande-januar-2019/

/Kenneth Lau Rentius

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.