• Vores lokale sponsorer


Nyheder fra Forening Nyords bestyrelse

Kære alle på Nyord

På de to sidste generalforsamlinger i Forening Nyord har det været drøftet, hvordan vi med huse/grunde på Nyord kan sikre, at øen fremadrettet ud fra en helhedsbetragtning bevarer sit udtryk. Der blev i februar 2020 peget på forskellige muligheder, hvor bl.a. workshops om og skriftlige vejledninger i, hvordan man vedligeholder sit hus rigtigt blev nævnt. Seneste eksempel er den gennemførte undervisning her i efteråret i kalkning mm.

Også en opdatering af den eksisterende lokalplan fra 1973 har været drøftet.

Begge former for indsats var der opbakning til fra generalforsamlingen i februar 2020, og derfor har Foreningen Nyord støttet arbejdet med konkret vejledning og overfor kommunen tilkendegivet støtte til arbejdet med en ny lokalplan. Det skal understreges, at det alene er kommunen, der kan igangsætte arbejdet med ny lokalplan på Nyord og de andre steder i kommunen, hvor kommunen har igangsat et sådant arbejde.

Efter Vordingborg Kommune i efteråret politisk besluttede at igangsætte udarbejdelse af en bevarende lokalplan for Nyord har borgere på Nyord henvendt sig til bestyrelsen med en række spørgsmål. Der har, for at kunne svare så fyldestgørende som muligt, været kontakt til kommunen, der i den forbindelse har sagt, at skulle der være yderligere spørgsmål er borgere selvfølgelig velkomne til at kontakte kommunen direkte. Foreningen Nyord står også gerne til rådighed i formidlingen af spørgsmål og kommentarer til en ny lokalplan.

Nedenfor gengives de tilbagemeldinger, vi indtil videre har fået fra Vordingborg Kommune, samt de svar vi kan give fra bestyrelsens side.

Hvordan skal arbejdet foregå?
Et af de spørgsmål, der har været rejst, er hvordan Vordingborg Kommune forestiller sig den videre proces. Kommunen gør det klart, at arbejdet sættes i gang efter et borgermøde med mulighed for deltagelse af samtlige af øens borgere uanset medlemskabs af Forening Nyord. Bestyrelsen har planlagt, at dette kunne ske forud for den planlagte generalforsamling den 26. februar 2021. Hvorledes dette vil ske med Covid-19 in mente er usikkert. Bestyrelsen har dog indstillet til kommunen, at processen ikke påbegyndes før et borgermøde er afholdt, således det sikres at alle omfattet og ikke kun medlemmer af Forening Nyord.

Vordingborg Kommunes tanker om indhold til ny lokalplan?
Kommunen er også blevet bedt om at komme med en konkret beskrivelse af, hvad en bevarende lokalplan kan indeholde. Kommunen er tøvende med at blive konkrete på det indholdsmæssige. Selvom kommunen formelt er myndigheden på området, ønsker kommunen, at en bevarende lokalplan skal udarbejdes i en tæt dialog med borgerne på Nyord. Det vil sige, at indholdet i en ny lokalplan først tager form efter grundige drøftelser mellem kommunen og borgerne på Nyord. Kommunen henviser i øvrigt til beslutningsgrundlaget for den politisk godkendelse om at igangsætte arbejdet på https://dagsordner.vordingborg.dk/vis/#eb7c1895-f6a0-4fad-aa16-95cdc16f9e3a

Hvordan ønsker bestyrelsen den fremtidige organisering af arbejdet?
Der er også blevet spurgt til, hvordan vi på Nyord kan indgå i den videre dialog med kommunen om en ny lokalplan. Det er bestyrelsens opfattelse, at i og med processen går fra et indledende arbejde (de sidste 2 år) til et mere konkret og målrettet arbejde bør organisering genbesøges. Dette for at sikre, at relevante kompetencer, der er på Nyord, kan bidrage til arbejdet ligesom det er væsentligt, at alle synspunkter bliver inddraget og drøftet.

Bestyrelsen vil foreslå, at det videre arbejde kører i to spor:

Det ene spor vedrører, at videreføre rådgivningsarbejdet, så husejere kan få råd, vejledning og henvisning til, hvordan vi vedholder vores huse. Der nedsættes en arbejdsgruppe, der viderefører dette arbejde.

Det andet spor vedrører den videre dialog med kommunen om udformning af en bevarende lokalplan. Et centralt element i dette arbejde bliver at formulere Nyords ønsker til en bevarende lokalplan i et tæt samarbejde med alle på øen og bringe disse synspunkter ind i dialogen med kommunen. Der nedsættes en arbejdsgruppe på 4-5 personer. Sigtet er, at arbejdsgruppen bemandes på balanceret vis, således at de forskellige synspunkter, der er tilkendegivet og de kompetencer vi har på øen, indgår i arbejdet.

Hus- og/eller grundejere på Nyord, der ønsker at indgå i en af de to arbejdsgrupper, må gerne melde sig på banen til formanden inden 15. dec. 2020.

Venlig hilsen
Bestyrelsen for Foreningen Nyord

Print Friendly, PDF & Email

Comments are closed.