Så er det snart nytårsaften og vi skal fejre overgangen til det nye år. Det har vi gjort mange gange før på Nyord og uden undtagelse sker det igen i år uden fyrværkeri. De generelle regler betyder nemlig, at sikkerhedsafstanden til stråtækte ejendomme ikke kan overholdes og derfor er der forbud mod fyrværkeri. Samtidigt er der hensynet til fuglebestanden på Nyord, der er omfattet af Natura 2000. Vi opfordrer alle til at overholde forbuddet som ellers kan få fatale konsekvenser for vores lille samfund.

Nu kan der sagtens ske andre uheld og derfor har Brandgruppen igen gennemført et tjek af vores lokale brandudstyr. Heldigvis for det, fordi vi fandt en kritisk fejl på pumpeanlægget, som Ulvshale Vandværk har ansvaret for. Heldigvis blev fejlen rettet meget hurtigt af driftsledelsen fra Ulvshale Vandværk og alt synes at virke som det skal.
Brandgruppen opfordre samtidigt alle til at tjekke de håndslukkere man selv råder over. Viseren i manometeret på håndslukkeren skal stå i det grønne felt, så man ved der er tryk nok hvis slukkeren skal bruges. Det er også en god ide at “motionere” pulverslukkeren ved at vende den på hovedet og lægge øret til beholderen og lytte om pulveret “falder ned” fra bunden. Hvis ikke, så prøv at vende den nogle gange indtil pulveret ligger “løst” i beholderen.
Med denne opfordring ønsker Brandgruppen Nyord alle et rigtigt godt og lykkebringende nytår.
Jack, Jørgen, Per og Kenneth



